Tilbake

Peer Gynt

av Henrik Ibsen

Henrik Ibsen

AKT 1

SCENE 1

(En li med løvtrær nær Åses gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kvernhus på den andre side. Het sommerdag.
Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gutt, kommer nedover gangstien. Åse, moren, liten og fin, følger etter. Hun er sint og kjefter.)


ÅSE

Peer du lyver

PEER GYNT

Nei, jeg gjør ei!

ÅSE

.
Nå, så bann på, det er sant!

PEER GYNT

Hvorfor banne?

ÅSE

. Tvi; du tør ei! Alt ihop er tøv og tant!

PEER GYNT

Det er sant - hvert evige ord!

ÅSE (foran ham)

Og du skjemmes ei for din mor?
Først så renner du til fjells
månedsvis i travle onnen,
for at vejde ren på fonnen,
kommer hjem med reven pels,
uten børse, uten villt; -
og til slutt med åpne øyne
mener du at få meg bildt'
inn de værste skryteløgne! -
Nå, hvor traff de så den bukken?

PEER GYNT

Vest for Gjendin.

ÅSE

Riktig, Ja!

PEER GYNT

Hvasse vinden bar ifra;
bak et oreholt forstukken
han i skaresneen grov
etter lav -

ÅSE (som før)

Ja riktig, ja!

PEER GYNT

Pusten holt jeg, stod og lyttet,
hørte knirken av hans hov,
så av ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellom stenene
frem på buken jeg meg flyttet.
Gjemt i lyngen opp jeg tittet; -
slik en buk, så blank og fet,
skulle du vel aldri sett!

ÅSE

Nei, bevares vel!

PEER GYNT

Det smalt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han falt,
satt jeg skrevs på bukkeryggen,
grep ham i det venstre øre,
ville nettop kniven kjøre
bakom skolten inn i nakken; -
hei! da skrek han villt, den styggen,
stod med ett på alle fire,
slo meg med et akterkast
ut av neven kniv og slire,
skrudde meg om lænden fast,
stemte hornene mot læggen,
klemte mig som i en tang; -
dermed satte han på sprang
bent fremover Gjendin-eggen!

ÅSE

uvilkårlig
Jesus navn da -!

PEER GYNT

Har du sett den Gjendin-eggen noen gang?
Den er halve milen lang.
Hvass bortetter som en ljå.
Utenfor bræer, skred og lider,
rett nedover urder grå,
kan en se til begge sider
lukt i vannene, som blunder
svarte, tunge, mer enn tretten
hundre alen nedenunder. -
Langsmed eggen han og jeg
skar oss gjennom vejret vej.
Aldri red jeg slik en fole!
Midt imod, der vi for fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det hvite svimle sluk
midtveis mellom oss og vandene, -
sakket akterut, som fnugg.
Isflak brast og brøt mot strandene;
men der var ei døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; - de sang, de svang
seg i ring for syn og øre!

ÅSE (svimmel)

Å gud trøste meg!

PEER GYNT

Med et, på rådløs bråbrat plet,
for ivejret rype-steggen,
flakset kakklende, forskremt,
fra den knat, hvor den satt hjemt,
klods for bukkens fot på eggen,
Bukken gjorde halt omkring,
satte med et himmelspring
utfor dypet med oss begge!

(ÅSE vakler og griper etter en trestamme. Peer Gynt fortsetter)

Bak oss bergets svarte vegger,
under oss en bunnløst sluk!
Først vi kløvet lag av tåger,
kløvt så en flokk av måker,
som igjennom luften vigende
fløy til alle kanter skrikende.
Nedad, uten stans, for toget.
Men i dypet glitret noget
hvidlet, som i en rensdyrsbuk. -
Mor, det var vårt eget bilde,
som gjennom fjellsjø-stillet
opp mot vannets skorpe pilte
i den samme ville fart,
som i den vi nedad kiled.

ÅSE (gisper etter luft)

Peer! Gud fri meg -! Si det snart -!

PEER GYNT

Buk fra luften, buk fra bunnen,
stangedes i samme stunden
så at skummet om oss klasket.
Ja. der lå vi nu og plasket. -
Langt om lenge, du, vi nådde
nordre landet på en måte;
bukken svam, og jeg hang bak ham;-
jeg for hjem -

ÅSE

Men bukken, du?

PEER GYNT

Å, han går der vel ennå; -

(knipser i fingrene, svinger seg på helen og tilføyer:)

kan du finne ham, så ta ham!

ÅSE

Og du har ei knekket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggbenet brutt?
O, Vårherre, - prisen, takk,
skyldes deg, som hjalp min gutt! -
Buksen har dog fått en revne;
men det er knapt ved at nevne,
når en minds, hvad meget værre
kunne hende i slik et sprang -!

(stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)

O, din fandens reglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjennt
som en jente på de tyve.
Gulbrand Glesne er det hent, -
ikke deg, du -!

PEER GYNT

Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.

ÅSE

Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjordt ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
lagt alt så vildt og stort,
uglet ut med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løyet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig måløs skræk,
at en kendes ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!

PEER GYNT

Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!

ÅSE (grædende)

Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej binder på ham. -
Peer, du er og blir forloren!

PEER GYNT

Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord;-
vær så blid og glad-

ÅSE

Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
meg , en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?

(græder igjen)

Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han,-
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kjørte med forgyldte vogne-,
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske?

PEER GYNT

Hvor er sneen fra ifjor?

ÅSE

Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hvert andet rude-
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet-

PEER GYNT

Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!

ÅSE

Der er saltrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du,-
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der jan kom fra Kjøbenhavn,
spurgte deg som døbenavn,
bandt på at sligt et nemme
sakned magen prins derhjemme,
så at faer din gav han hesten
med en slæde tol, som tak
for den vennesæle snak,-
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang der dagstødt, åd og drak,
fyldte seg, så fast ed sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da 'Jon med skæppen'
tog ivej med kramkarl-skræppen.

(tørker øynene med forkledet)

Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer,-
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv;-

(græder påny)

å, Gud hjælpe med for nytte
jeg har havet af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellom bygdens folk du skræmmer
jentene fra gildestuen,-
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter -

PEER GYNT

Lad mig være.

ÅSE (følger efter)

Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed,-
eller idetmindste brækte
ene fingeren hans af led?

PEER GYNT

Hvem har fyldt dig med slig præk?

ÅSE

(hidsig)

Husmanskonen hørte hylene!

PEER GYNT

Ja, det var meg, som skreg

ÅSE


Dig?

PEER GYNT


Ja, moer, - for jeg fikk pryglene.

ÅSE


Hva for någet?

PEER GYNT


Han er spræk

ÅSE


Hvem er spræk

PEER GYNT


Han, Aslak, ved jeg.

ÅSE


Tvi - og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte, slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?

(gråter igjen)

Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk;-
skal du derfor være vek?

PEER GYNT

Om jeg hamrer eller hamres,-
ligefuldt så skal der jamres.

(ler)

Trøst dig, moer -

ÅSE

Hvad? Har du løjet nu igjen?

PEER GYNT

Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet;-

(knytter den venstre hånd)

se,- med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge-


ÅSE


O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!

PEER GYNT


Nei da; du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre!
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget - noget rigtigt stort!

ÅSE


(blæser)

Du!

PEER GYNT


Hvem ved, hvad en kan møde!

ÅSE


Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!

PEER GYNT

(hidsig)

Jeg skal blive konge, kejser!

ÅSE

Å. Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten av hans vid!

PEER GYNT


Jo, jeg sal! Giv bare tid!

ÅSE


Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!

PEER GYNT


Du skal se, moer!

ÅSE


Hold din mund!
Du er gal i bunde og grund,-
Nå, det er forresten sandt,-
noget var derblevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet-

PEER GYNT


Tror du?

ÅSE


Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men til slut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter

(begyner igen at græde)

Ak min Peer; en grundrig jente,-
odelsjente! Tænk dig til;-
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild,-
du, som går her svart og fillet!

PEER GYNT


Kom, så vil vi ja-ord hente!

ÅSE


Hvor?

PEER GYNT


På Hægstad!

ÅSE


Stakkars dig;
Den er stængt, den friervej!

PEER GYNT


Hvorfor det?

ÅSE


Akk, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet-

PEER GYNT


Nå?

ÅSE

(hulkende)

Mens du i vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!

PEER GYNT


Hvad? Den kvindfolk-skræmsel! Han-!

ÅSE


Ja, hun taer ham nu til mand.

PEER GYNT


Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren -

(vil gå)

ÅSE


Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen -

PEER GYNT


Pyt; jeg kommer jo i kveld

ÅSE


Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?

PEER GYNT


Trøst dig. Alting skal gå godt.

(skriger og ler på en gang)

Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærre.

(løfter hende ivejret)

ÅSE


Slip mig!

PEER GYNT


Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!

(vader ut i eleven)

ÅSE


Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner -

PEER GYNT


Jeg er båren!
til en gildere død -

ÅSE


Javisst;
du blir sagtens hængt tilsidst!

(rusker ham i håret)

O. dir ubæst!

PEER GYNT


Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.

ÅSE


Aasen!

PEER GYNT


Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skår det atter op -

ÅSE


Slip ej taget!

PEER GYNT


Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken;-

(galloperende)

Jeg er bukken, du er Peer!

ÅSE


Å, jeg ved ej af mig mer!

PEER GYNT


Ser du; nu er evjen rukken; - (vader iland)
giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds -

ÅSE

(slår ham på øret)

Der er tak for skydsen!

PEER GYNT


Au!
Den betaling var for snaud!

ÅSE


Slip mig!

PEER GYNT


Først til bryllupsgården.
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig Mads Moen er et drog -

ÅSE


Slip!

PEER GYNT


Og sig ham så tilslut,
hvad Per Gynt er for en gut.

ÅSE


Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
alle dine fandens fagter
skal jeg nævne grejdt og grant -

PEER GYNT


Så?

ÅSE


(sparker i arrighed)

Jeg skal ej stagge munden,
fød den gamle hidser hunden
på dig, som var en fant!

ÅSE


Hm; så får jeg gå alene.

PEER GYNT


Ja, men jeg skal komme efter!

ÅSE


Snille moer, du har ej kræfter -

ÅSE


Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!
Slip mig!

PEER GYNT


Ja, ifald du lover -

ÅSE


Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!

PEER GYNT


Nej, du får nok vente her.

ÅSE


Aldri! Jeg vil med i laget

PEER GYNT


Får ej lov.

ÅSE


Hvad vil du gjøre?

PEER GYNT


Sette dig på kværnetaget

(sætter hende derop. Åse skriger)

ÅSE


Løft mig ned!

PEER GYNT


Ja vil du hø -?

ÅSE


Sludder!

PEER GYNT


Snille moer, jeg beer -

ÅSE

(kaster en græstørv efter ham)

Løft mig ned på timen, Peer!

PEER GYNT


Turde jeg, så visst jeg vilde. (nærmere) Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene;
ikke riv og rusk i stenene, -
eller kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.

ÅSE


Dit bæst!

PEER GYNT


Ikke spræl!

ÅSE


Gid du var blæst
som en bytting ut af verden!

PEER GYNT


Fy da, moer!

ÅSE


Tvi

PEER GYNT


Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?

ÅSE


Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!

PEER GYNT


Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.

(går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger)

Husk så på du ikke spræller! (går)

ÅSE


Peer! - Gid hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! - Nej, der skrår han over jordet -! (skrigende)
Hjælp! Jeg svimler!

(To kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen)

FØRSTE KÆRRING


Kors; hvem skriger?

ÅSE


Der er mig!

ANDRE KÆRRING


Åse! Se, - så høyt på strå?

ÅSE


Dette her vil lidt forslå;-
snart Gud bedre mig, jeg himler!

FØRSTE KÆRRING


Signe rejsen!

ÅSE


Hent en stige;
jeg vil ned! Den fandens Peer -

ANDRE KÆRRING


Sønnen jers?

ÅSE


Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.

FØRSTE KÆRRING


Vi skal vidne.

ÅSE


Hjælp mig bare;
jeg vil bent til Hægstad fare -

ANDEN KÆRRING


Er han der?

FØRSTE KÆRRING


Så blir I hævnet;
smeden kommer og til stævnet.

ÅSE


(vrider hænderene)

Å, Gud trøste mig for gutten;
de tar livet hans til slutten!

FØRSTE KÆRRING


Ak, den lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det er så laget!

ANDEN KÆRRING


Hun er rent fra sans og vid.

(råber opover)

Ejvind, Anders! Hej, kom hid!

EN MANDSSTEMME


Hvad er fat?

ANDEN KÆRRING


Peer Gynt har løftet
moer sin op på kværnetaget!

From the homepage of Espen Joranger