Tilbake

Peer Gynt

av Henrik Ibsen

Henrik Ibsen

AKT 2

SCENE SEKS

(Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde, tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans børn og nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt står fora ham. Stærk røre i salen.)

HOFTROLDENE

Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
Dovregubbens veneste mø!

EN TROLDUNGE

Må jeg skjære ham i fingeren?

EN ANDEN TROLDUNGE

Må jeg rive ham i håret?

EN TROLDJOMFRU

Hu, hej, lad mig bide ham i låret!

TROLDHEKS
(med en slev).

Skal han lages til sod og sø?

EN ANDEN TROLDHEKS
(med retterkniv).

Skal han steges på spid eller brunes i gryde?

DOVREGUBBEN

Isvand i blodet!

(vinker sine fortrolige nærmere sig.)

Lad os ikke skryde.
Vi er gået tilagters i de senere år;;
vi ved ikke mer om det ramler eller står,
og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er gutten fast uten lyde,
og stærkbygget med, såvidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste hode;
men datter min har jo heller ikke fler.
Tre hoders trolde går rent af mode;
selv tvehoder får en knapt øje på,
og de holder endda kun så som så.

(Til Peer Gynt)

Altså, det er min datter, du kræver?

Peer Gynt

Din datter og riget i medgift, ja.

DOVREGUBBEN

Det halve får du, imens jeg lever,
og det andet halve når jeg engang falder fra.

PEER GYNT

Det er jeg nøjd med.

DOVREGUBBEN

Ja, stop, min gut;-
du har også nogle tilsagn at give.
Brydes et af dem, er hele pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første må du love, at du aldri ændser
hvad der ligger udefor Rondernes grænser;
dag skal du sky, og død og hver lysbar plet.

PEER GYNT

Får eg kaldes for konge, så holder det let.

DOVREGUBBEN

Dernæst,- nu vil jeg i kløgt dig prøve-

(reiser dig i sædet)

DET ÆLDSTE HOFTROLD

(til Peer Gynt)

. Lad se, om du har en visdomstand,
som kan Dovregubbebs gådenødd kløve!

DOVREGUBBEN

Hva er forskellen mellem trold og mand?

PEER GYNT

Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore;-
ligeså hos os, hvis bare de turde.

DOVREGUBBEN

Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel.-
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: "Mand, vær dig selv!"
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: "Trold, vær dig selv-nok!"

HOFTROLDET

(til Peer Gynt)

. Øjner du dybden?

PEER GYNT

Det tykkes mig tåget.

DOVREGUBBEN

"Nok", min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmerke.

PEER GYNT

(river sig bag øret).

Nej, men-

DOVREGUBBEN

Det , skal du her vorde herre!

PEER GYNT

Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre-

DOVREGUBBEN

Dernest må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.

(han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o.s.v. bringer mad og drikke)

Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du eh glemme,
den er brygget herhjemme.

PEER GYNT

(støder sagerne fra sig).

Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldri til landsens skik.

DOVREGUBBEN

Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.

PEER GYNT

(grundende).

Det står jo skrevet: Du skal tvinge din natur;-
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå! (føjer sig)

DOVREGUBBEN

Se, det er fornuftig sagt.
Du spytter?

PEER GYNT

En får håbe på vanens magt.

DOVREGUBBEN

Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfe yderst på halen.

PEER GYNT

(vred).

Jeg har ingen hale!

DOVREGUBBEN

Så kanst du få.
Hoftrold, bind han min søndagshale på.

PEER GYNT

Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?

DOVREGUBBEN

Bejl aldri til datter min med bagen bar.

PEER GYNT

Gøre mennesker til dyr!

DOVREGUBBEN

Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvlig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højste ære.

PEER GYNT

(betænksomt).

Der siger jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!

DOVREGUBBEN

Du est en medgørlig fyr.

HOFTROLDET

Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!

PEER GYNT

(arrig)

Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?

DOVREGUBBEN

Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.

PEER GYNT

Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.

DOVREGUBBEN

Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os.-
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!
(spil og dans)

HOFTROLDET

Hvad tykkes dig?

PEER GYNT

Tykkes? Hm-

DOVREGUBBEN

Tal uden frygt!
Hvad ser du?

PEER GYNT

Noget ustyggelig stygt:
Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil.
I stuthoser ttripper en purke dertil.

HOFTROLDENE

Æd ham!

DOVREGUBBEN

Husk, han har menneskesanser!

TROLDJOMFRUER

Hu, riv af ham både øre og øje!

DEN GRØNKLEDTE

(grædende).

Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!

PEER GYNT

Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det ved du, er aldri så ilde met.

DEN GRØNKLEDTE

Tør du bande på det?

PEER GYNT

Både dansen og spillet
var katten kore mig, riktig pent.

DOVREGUBBEN

Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmandsbrogen,
villig har han drukket mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen,-
så villig, kort sagt , til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam,
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtagt.
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.

PEER GYNT

Hvad vil du gøre?

DOVREGUBBEN

I venstre øjet,
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden-

PEER GYNT

Er du drukken?

DOVREGUBBEN

(lægger noge skarpe redskaper på bordet).

Her ser du glasmesterøjet.
Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden,-
og aldri vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør-

PEER GYNT

Det er galmands snak!

DET ÆLDSTE HOFTROLD

Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du dem gale!

DOVREGUBBEN

Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.

PEER GYNT

Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?

DOVREGUBBEN

Ingensinde, min ven.

PEER GYNT

Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.

DOVREGUBBEN

Hvad vil du udenfor?

PEER

Gå min vej.

DOVREGUBBEN

Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.

PEER GYNT

Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?

DOVREGUBBEN

Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?

PEER GYNT

Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig;-
men det, at vide, at en aldri kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
at gå som et bergtrold alle sine dage,-
dette her, at en aldri kan træde tilbage,
som der ståri bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldri går ind på.

DOVREGUBBEN

Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?
Først så kommer du min datter for nær-

PEER GYNT

Det er løgn i din hals!

DOVREGUBBEN

Du må hende ægte.

PEER GYNT

Tør du sige mig på, at -?

DOVREGUBBEN

Hvad? Kan du nægte,
hun var din attrå og i din begær?

PEER GYNT

(blæser).

Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?

DOVREGUBBEN

Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagen-

PEER GYNT

Du fisker mig ikke med løgnens agn!

DEN GRØNKLÆDTE

Min Peer, du er faer før året hælder.

PEER GYNT

Luk op; jeg skal ud.

DOVREGUBBEN

I et bukkeskind,
får du ungen efter dig.

PEER GYNT

(tørrer sveden af sig).

Gid jeg var vågnet!

DOVREGUBBEN

Skal han skikkes til kongsgården?

PEER GYNT

Skik han på sognet!

DOVREGUBBEN

Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den tind er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandigskræ vokser urimelig fort-

PEER GYNT

Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig;-
og enten du så vil målde eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.

(Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger)

DOVREGUBBEN

(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han)

Hiv ham i kans mood bergvæggen, børn!

TROLDUGERNE

Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!

DOVREGUBBEN

Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat!
(Går)

PEER GYNT
(jaget af troldungerne).

Slip mig, djævelstøj!
(vil op gennem skorstenspiben)

TROLDUNGERNE

Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!

PEER GYNT

Au! (vil ned gennem kælderlemmen.)

TROLDUNGERNE

Stæng alle ridser!

HOFTROLDET

Hvor de morer sig, de små!

PEER GYNT

(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre).

Vil du slippe, dit skarn!

HOFTROLDET

(slår ham over fingrene).

Tag varsomt, slyngel, på et kongelig barn!

PEER GYNT

Et rottehul-!
(Løber derhen)

TROLDUGERENE

Nissebroer! Det må du spærre!

PEER GYNT

Den gamle var fæl; men de unge er værre!

TROLDUNGERENE

Flæng ham!

PEER GYNT

Ak, den der var liden, som en mus!

(løber om)

TROLDUNGERENE

(myldrere omkring ham).

Stæng gærde! Stæng gærde!

PEER GYNT

(grædende).

Ak; var jeg en lus (han falder)

TROLDUNGERENE

Ni i synet på ham!

PEER GYNT

(begravet i trolddyngen).

Hjælp, moer, jeg dør! (Kirkeklokker ringer langt borte)

TROLDUNGERENE

Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!

(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder)


From the homepage of Espen Joranger