Tilbake

Peer Gynt

av Henrik Ibsen

Henrik Ibsen

AKT 3

SCENE TO

(En stue nede hos Åse. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen. Åse og husmandskonen i travelt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

ÅSE

(render til den ene side).

Kari, hør her!

KONEN

Hvad godt?

ÅSE

(på den aden side).

Hør her-!
Hvor ligger-? Hvor finder jeg-? Svar mig; hvor er-?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er nøgelen til kisten?

KONEN

I nøglehullet

ÅSE

Hvad er det som ramler?

KONEN

Det sidste læs
blir kørt til Hægstad.

ÅSE

(grædende).

Jeg var tilfreds,
jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!
Å, hvad et menneske må tåle og friste!
Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!!
Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget,
Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.
Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!

(sætter sig på sengekanten)

Både gård og grund er ude af ætten;
strid var den gamle; men stridere var retten;-
der var ikke hjælp og der var ikke nåde;
Peer var borte; ingen kunde mig råde.

KONEN

Her i stuen får I dog sidde til jer død.

ÅSE

Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!

KONEN

Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.

ÅSE

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.
Det var ligest, de havde holdt sig til fanden;-
han er brotsmanden, han, og ingen anden;
den styggen fristed min stakkars gut!

KONEN

Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?
Der står værre til, end I kanske tror.

ÅSE

Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten

(farer op)

Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!
Hvor er hoserne?

KONEN

Der, blant det andre skrammel

ÅSE

(roder om).

Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel
støbe-ske, Kari! Med den har han leget
knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var gilde, kom ungen ind
og bad sin faer at få en klump tin.
"Ikke tin," sae Jon, "men Kong Kristian's mynt;
sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken til eller guld.
Her er hoserne. Å, der er hul i hul;
de må stoppes, Kari!

KONEN

Jeg mener, det trængs

ÅSE

Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;
jeg kender mig så skral og så ussel og klemt-

(glad)

To uldskjorter, Kari;- dem har de glemt!

KONEN

Ja, rigtig har de det.

ÅSE

Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tilside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge;-
den, han har på, er så slidt og tyndt.

KONEN

Men kors, moer Åsee, det er visst synd!

ÅSE

Å ja; men du ved nok, presten forkynder
nåde for den og de andre synder.


From the homepage of Espen Joranger