ACT 3
SCENE TRE
(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rendyrhorn over døren. Sneen ligger højt. Det er i mørkningen
PEER GYNT står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)
Lås må der være; lås som kan binde
døren for troldtøj, og mand og kvinde.
Lås må der være; lås som kan lukke
for alle de arrige nissebukke.-
De kommer med mørke; de klapper og banker:
luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!
Under sengen vi pusler, i asken vi rager,
gennem piben vi rusler som gloende drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker
kan stænge for arrige nissebuktanker?
(SOLVEJG kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)
Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.
Solvejg! Det er ikke -! Jo, det er!-
Og du blir ikke ræd for at komme så nær!
Bud har du skikket med Helga lille;
fler kom efter med vind og i stille.
Bud bar din moer i alt hun fortalte,
bud, som yngled, der drømmene dalte.
Nætterne tunge og dagene tomme
bar mig det bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som livet var sluknet dernede;
jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte;
jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.
Men faer din?
På hele Guds vide jord
har jeg ingen at kalde for faer eller moer.
Jeg har løst mig fra alle.
Solvejg, du vene,-
for at komme til mig?
Ja, til dig alene;
du får være mig alt, både ven og trøster.
(i gråd)
Værst var det at slippe min lille syster;-
men endda værre at skilles fra faer;
men værst ifra dem, som ved brystet mig bar;-
nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde
den sorg at skilles fra dem alle, - alle!
Og kende du dommen, som blev læst ivår?
den skiller mig både ved arv og gård.
Mener du vel at for arv og eje
jeg skilte mig fra alle de kæres veje?
Og ved du forliget? Udenfor skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svaret: jeg skal hjem
Så væk med både spiger og planker!
Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker.
Tør du gå ind for at leve med skytten,
så ved jeg der kommer vigsel over hytten.
Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!
Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!
Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage -;
å, men jeg har længtes både nætter og dage.
Her skal du se, jeg har tømret og bygt;
der skal ned igen, du; her er ringt og stygt -
Rigt eller gildt, - her er efter mit sind.
Så let kan en puste mod den strygende vind.
Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;
der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.
Men her, hvor en hører furuen suse, -BR>
for en stilhed og sang! - her er jeg tilhuse.
Og ved du det visst? For alle dine dage?
Den vej, jeg trådt, bær aldri tilbage.
Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!
Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldri skal du fryse.
(han lukker op; SOLVEJG går inf. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)
Min kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!
(han griber øksen og går bortover; i det samme træder en gammelaktig kvide i en fillet grøn stak ud af holtet; en stug unge med ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet)
Godkveld, Peer rapfod!
Hvad godt? Hvem der?
Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær.
Vi er grandfolk.
Så? Det er mer, end jeg ved.
Alt som hytten din bygtes, bygte min sig med.
Jeg har bråhast -
Det har du altid, gut;
men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.
I mistaer jer, moer!
Jeg har før så gjort;
jeg gjorde så dengang du lovte så stort.
Jeg lovte -? Hvad fanden er det for snak?
Har du glemt den kveld, du hos faer min drak?
Har du glemt -?
Jeg har glemt, hvad jeg aldri har vidst.
Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst?
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
(til ungen)
Byd faren din drikke; jeg mener han er tørst.
Faer? Er du drukken? Kalder dum ham -?
Du kan da vel kende grisen på skidet!
Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam
på skanken, som du er lam på sindet?
Vil du bilde mig ind -?
Vil du vrigle dig bort -
Den langbente ungen -!
Han er vokset fort.
Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud -?
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!
(grædende)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i lider og bakker?
I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg,
og så er det rimligt nok en blir styg.
Men dersom du vil se mig så ven, som før,
skal du bare vise jenten derinde på dør,
jage hende ud af sindet og synet;-
gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!
Vig fra mig, din troldheks!
Ja, se om jeg gør!
Jeg skal slå dig i skallen -!
Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!
Jeg kommer igen hver evige dag.
Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.
Sidder du med jenten på bænkefjæl,-
blir du kælen, Peer Gynt,- vil du lege og dægge,-
sætter jeg mig hos og kræver min del.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kære guttem min, imorgen kan du gifte dig!
Din helvedes mar!
Men der er s'gu sandt!
Ungen får du fostre, din fodlette fandt!
Vesle-fanden, vil du til faer din?
Tvi!
Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi!
Å nej, for et hoved, der sidder på den krop!
Du vlir faer din op af dage når du engang vokser op!
Gid I var så langt -!
Som vi nu er nær?
Og alt dette -!
Bare for tanker og begær!
Det er synd i dig, Peer!
Værst for en anden!-
Solvejg, mit reneste, skæreste guld!
Å ja; det svir til de skyldfri, sa'e fanden,
moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!
(hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham)
Gå udenom, sa'e Bøjgen. En får så her.-
Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!
Det slog mur om hende, jeg var så nær;
her blev stygt med et, og min glæde blev gammmel.-
Udenom, gut! Der findes ikke vej
tvers igennem dette til hende fra dig.
Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.
Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.
Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
retledning at få i skogen. -
Anger? Så skulde der kanske gå år,
før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.
Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af stumper og skår?
Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.
Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.
Neb det var jo en løgn med det heksetryne!
Nu er alt det styggetøy ude af syne.-
Ja; ude af syne, men ikke af sind.
Smygende tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!
Vil de også være med? Med skrat og harme
krævbe, som hun, at krystes i fang,
løftes varligt og vent på strake arme?
Udenom, gut; var armen så lang,
som furuens lægg eller granens stang,-
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til at sætte hende fra mig menløs og skær.-
Jeg får udenom dette på sæt og vis,
så det hverken blir vinding eller forlis.
En får skyde sligt fra sig og få det glemt -
(går nogle skridt mod hytten, men standser igen)
Gå ind efter dette? Stygt og skræmt?
Gå ind med alt det troldskab i følge?
Tale, og dog tie; skrifte og dog dølge -?
(kaster øksen fra sig)
Det er helgedagskveld. At stævne til møde,
slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.
Kommer du?
Udenom!
Hvad?
Du får vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.
Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.
Men ikke for langt, du!
Vær tålsom, jente;
langt eller kort,- du får vente.
Ja vente
(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør)
