Tilbake

Peer Gynt

av Henrik Ibsen

Henrik Ibsen

AKT 4

SCENE SYV

(Måneskinsnat. Palmelund udenfor Anitras telt. Peer GYnt med en arabisk luth i hånden sidder under et træ. Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud.)

PEER GYNT

(spiller og synger).

Jeg stængte for mit Paradis,
og tog dets nøgle med.
Det bar tilhavs for nordlig bris!
mens skønne kvinder sit forlis
på havsens strand begræd.

Mod syd, mod syd skar kølens flugt
de salte strømmes vand.
Hvor palmen svajer stolt og smukt,
i krans om oceanets bugt,
jeg stak mit skib i brand.

Ombord jeg sted på slettens skib,
et skib på fire ben.
Det skummed under piskens Hieb;-
jeg er en flygtig fugl; o, grib,-
jeg kviddrer på en gren!

Anitra, du er palmens most;
det må jeg saned nu!
Ja, selv Angoragedens ost
er neppe halvt så sød en kost,
Anitra, ak, som du!

(hænger luthen over skulderen og kommer nærmere)

Stilhed! Mon den fagre lytter?
Har du hørt mit lille digt?
Mon hun bar gardinet glytter,
udrappert af slør og sligt?-
Hys! Det klang jo, som korken
volsomt af en flaske sprang!
Nu igen! Og end en gang!
Er det elskovssuk? Nej, sang;--
nej, det er en hørbar snorken.-
Sød musik! Anitra sover.
Nattergal, hold op å slå!
Alslags ufærd skal du få,
hvis med kluk og klunk du vover--
do, som skrevet står, lad gå!
Nattergalene er en sanger;
ak, jeg selv er ligeså.
Han, som jeg, med toner fanger
hjerter, ømme, bløde, små.
Skabt for sang er natten sval;
sangen er vor fælles sfære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og nattergal.
Og just det, at pigen sover,
er min elskovslykkes tip;-
det, at spidse læben over
bægret uden mindste nip--;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.

ANITRA

(fra teltet).

Herre, kalder du i natten?

PEER GYNT

Ja såmen; profeten kalder.
Jeg blev vækket før af katten
ved et volsomt jagtrabalder-

ANITRA

Ak, det var ej jagtlarm, herre;
det var noget meget værre.

PEER GYNT

Hvilket da?

ANITRA

O, skån mig!

PEER GYNT

Tal!

ANITRA

O, jeg rødmer-

PEER GYNT

(nærmere).

Var det kanske
hvad der fyldte mig så ganske,
da jeg gav dir min opal?

ANITRA

(forskrækket).

Ligne dig, o, verdens skat,
med en ækkel kat!

PEER GYNT

Barn, fra elskovs standpunkt set,
kan en hankat og profet
komme hartad ud på et.

ANITRA

Herre, spøgens honning strømmer
fra din læbe.

PEER GYNT

Lille ven;
du, som andre piger, drømmer
skorpen kun af store mænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og på tomandshånd især.
Af min stilling er jeg bunden
til en maskes alvorsskær;
dagens pligter gør mig tvungen;
alt det regnskab og besvær,
som jeg har med en og hver,
gør mid tidt profetisk tvær;
men det ligger kun på tungen.-
Væk med vås! I tetatet'en
er jeg Peer,- ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi profeten;
og mig selv, mig har du her!

(sætter sig under et træ og drager hende til sig)

Kom, Anitra, vi vil hvile
under palmens grønne vifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi roller skifte;
da skal dine læber friske,
mens jeg smiler, elskov hviske!

ANITRA

(lægger sig for hans fødder).

Hvert dit ord er sødt som sange,
skønt jeg lidt kun deref fatter.
Herre, svar mig, kan din datter,
ved at lytte, sjælen fange?

PEER GYNT

Sjælen, åndens lys og viden
skal du nok bekomme siden.
Når i øst på rosenstrimer
prentes gyldent; her er dagen,-
da, min tøs, da gier jeg timer;
du skal nok bli velopdragen.
Men i nattens lune stille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt visdoms rester
træde op som skolemester.-
Sjælen er jo ikke heller,
ret betragtet, hovedsagen.
Det er hjertet, som det gælder.

ANITRA

Tal, o, herre! Når du taler,
ser jeg glimt, som af opaler!

PEER GYNT

Kløgt, på spidsen sat, er dumhed;
fejgheds knop, i blomt, er grumhed;
sandhed i sin overdrift.
er en bagvendt visdomsskrift.
Ja, mit barn,- jeg er forsvoren
som en hund, hvis ej der går
sjælsforædte folk på jorden,
som til klarhed tungvindt når.
Jeg har kendt en sådan krop,
perlen i den hele trop;
og selv han tog fejl af målet,
misted meningen i skrålet.-
Ser du ørken om oasen?
Hvis jeg blot min turban svinger,
verdenshavets flod jeg tvinger
til at fylde hele stadsen.
Men jeg var en dompap-pande,
hvis jeg skabte hav og lande.
Ved du, hvad det er at leve?

ANITRA

Lær mig det!

PEER GYNT

Det er at svæve
tørskod nedad tidens elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kære!
Gammel ørn sin fjærham fælder,
gammel støder går og hælder,
gammel kærring mister tænder,
gammel knark får visne hænder,-
hver og en får vissen sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en sultan, hed og hel,-
ej på Gyntianas banker,
under palmeløv og ranker,-
men, på grundlag af det færske,
i en kvindes jomfru-tanker.-
Ser du nu, min lille pige,
hvi jeg har dig nådigst dåret,-
hvi jeg har dit hjerte kåret,
grundlangt, som jeg så må sige,
der mit væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine længsler.
Voldsmagt i min elskovs stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som guld og ædelstene.
Skilles vi, er livet omme,-
ja, for din part, notabene!
Hele du, hver trevl og tomme,
uden vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine lokkers midnatsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal som babylonske haver,
vinke mig til sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme pandehvælv.
Har man sjæl, så er man bunden
i betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det;-
hvis du vil, du skal, min tro,
få en ring om ankelledet;-
det blir bedst for begge to;-
jeg taer plads i sjælestedet,
og forøvrigt - status quo.

(Anitra snorker)

Hvad? Hun sover! Er det gledet
hus forbi, hvad jeg har sagt?-
Nej; det stempler just min magt,
at hun flyder bort i drømme
på min elskovstales strømme.

(rejser sig og lægger smykker i hendes skød)

Her er søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer--
Sov! Isøvne har du kronen
på din kejsers pande sat!
Sejr på grundlag af personen
vandt Peer Gynt i denne nat.


From the homepage of Espen Joranger