AKT 5
SCENE TO
(Under land mellem skær og brændinger. SKibet går under. I skodden skimtes jollen med to mænd. En brotsjø fylder den; den kantrer; et skig hørees; derpå alt stille en stund. Lidt efter kommer bådhvælvet tilsyne.)
Hjælp! Båd fra land! Hjælp! Jeg forgår!
Frels, herre Gud, - som skrevet står!
om hatteskyggen en sørgeflig; -
(klamerer sig fast til bådkølen.)
Å, herre Gud, - for mine små,
vær nådig! Lad mig landet nå!
(holder sig i kølen)
Slip!
Slip!
Jeg slår!
Jeg slår igen!
Jeg knuser dig med spark og spænd!
Slip taget! Hvælvet bær ej to!
Det ved jeg. Vig!
Vig selv!
Jo-jo!
(de kæmper; kokken lamslår sin ene hånd; han klynger sig fast med den anden)
Den næven væk!
Å, snille, - spar!
Husk på de små, jeg hjemme har!
Jeg trænger livet mer end du,
for jeg er ungeløs endnu.
Slip! De har levet; jeg er ung!
Fort; rap dig; synk; - du blir så tung.
Vær nådig! Vig i Herrens navn!
For Dem bær ingen sorg og savn -
(skriger og slipper)
Jeg drukner -!
I dit nakkehår
jeg holder; læs dit Fadervor!
Jeg kan ej mindes-; alt blir svart --
Det væsentligste i en fart -!
Giv os idag -!
Spring over, kok;
hvad du har nødig, får du nok.
Giv os idag-
Den samme sang!
Det mærkes, du var kok engang -
(taget glipper)
(synkende)
Giv os idag vort-
(går under)
Amen, gut!
Du var og blev dig selv til slut. -
(svinger sig op på hvælvet)
Hvor der er liv, der er der håb-
(griber i båden)
Godmorgen!
Huj!
Jeg hørte råb;-
det var dog morsomt jeg Dem fandt.
Nu? Kan De se, jeg spåde sandt?
Slip! Slip! Her er knapt plads for en!
Jeg svømmer med det venstre be.
Jeg flyder, får jeg blot med spidsen
af fingeren holde her i ridsen.
Men apropos om liget -
Ti!
Med resten er det rent forbi -
Hold munden!
Ganske som De vil.
(taushed)
Hvad godt?
Jeg tier.
Satans spil-
Hvad gør De?
Venter.
(river sig å håret)
Jeg blir gal!
Hvad er De?
Venlig!
Videre! Tal!
Hvad tror De? Ved De ingen anden,
som er mig lig?
Å, jeg ved fanden -!
(sagte)
Har han for skik at tænde lygten
på livsevs natvej gennem frygten?
Se, se! Når sagen grejdes ud,
se er De vel et lysets bud?
Ven,- har De en gang blot hvert halvår
tilbunds fornummet angstens alvor?
Ræd blir man jo, når faren truer;-
men Deres ord er sat på skruer-
Ja, har De blot en gang i livet
havt sejren, som i angst er givet?
(se på ham)
Kom De at åbne mig en dør,
så var det dumt De ej kom før.
Det ligner ingenting at vælge
sin tid når havet vil en svælge.
Var kanske sejren mere trolig
i Deres ovnskrig, lun og rolig?
Lad gå;- men Deres snak var gækkende.
Hvor kan De tro den virker vækkende?
Hvor jeg er fra, der gælder smil
i højde med pathetisk stil.
Alt har sin tid; for tolder sømmeligt,
som skrevet står, for bisp fordømmeligt.
Den sværm, som sover i aksens urner,
går ej til hverdags på kothurner.
Vig fra mig, skræmsel! Pak dig, mand!
Jeg vil ej dø! Jeg må iland!
For den sags skyld vær uforsagt;-
man dør ej midt i femte akt.
(glider bort)
Der slap det ud af ham tilsidst;-
han var en tråkig moralist.
PGNO
