AKT 5
SCENE SYV
(Et andet strøg på moen.)
(synger).
En graver! En graver! Hvor er I, hunde?
En sang af brægende klokkermunde;
om hatteskyggen en sørgeflig; -
jeg har mange døde; jeg skal følge lig!
(KNAPPESTØPEREN, med redskapskiste og en stor støbeske kommer fra en sidevej.)
Godt møde, gubbe!
God kveld, min ven!
Karlen har hastværk. Hvor skal han hen?
Til gravøl.
Ja så? Lidt skralt jeg ser;-
med forlov,- du heder vel ikke Peer?
Peer Gynt, som man siger.
Det kalder jeg held!
Det er netop Peer Gynt, jeg skal hente ikveld
Skal du det? Hvad vil du?
Her kan du se;
Jeg er knappestøperen. Du skal i min ske.
Smeltes?
Her er den, skuret og tom.
Din grav er gravet, din kiste bestilt.
I skrotten skal ormene leve gildt;-
men jeg har ordre til, uden dvælen,
på Mesterens vegne at hente sjælen.
Ugørligt! Sådant foruden varsel -!
Det er gammel vedtægt ved gravøl og barsel
i stilhed at vælge dagen til festen,
uden ringeste varsel for hædersgæsten.
Ja, riktig. Det rundt i min hjerne løber.
Du er jo -?
Det hørte du; - knappestøberen.
Forstår! Kært barn har mange navne.
Ja så da, Peer; det er der du skal havne!
Men dette, go'e karl, er uredelig færd!
Jeg ved, jeg er mildere medfart værd;-
jeg er ikke så gal, som I kanske tror, -
har øvet adskilligt godt her på jord;-
i værste fald kan jeg kaldes en flynder, -
men sletikke nogen særdeles synder.
Nej, det er jo netop knuden, mand;
du er ingen synder i højere forstand;
se, derfor slipper du pinsels-veen,
og kommer, som andre, i støbeskeen.
Kald det, hvad du vil, - ske eller pøl;
mungåt og bjor er beggeto øl.
Vig, Satan
Du er da aldri så grov
at tænke, jeg traver på en hestehov?
På hestehov eller ræveklør,-
pak dig; og pas dig for hvad du gør!
Min ven, du er i en stor vildfarelse.
Begge har vi hast, og til tidsbesparelse
skal jeg forklare dig sagens grund.
Du er, som jeg har af din egen mund,
ikke nogen såkaldt storartet synder, -
ja knappets en middels -
Se, se; du begynder
at snakke rimeligt -
Vent nu lidt; -
men at kalde dig dydig, vilde gå for vidt -
Det gør jeg jo heller ikke fordring på.
Altså midt imellem, og så som så.
En synder af det rigtig storladne slags
træffes ikke langs alfarvej nutildags;
der skal mere til, end at traske i dynd;
der kræves både kraft og alvor til en synd.
Ja, det er s'gu rigtig, hvad du der bemærker;
en skal bude på, som de gamle bersærker.
Du derimod, ven, du tog synden let.
Bare udenpå, ven, som et søleskvet.
Nu blir vi enige. Svovelpølen
er ikke for jer, der plasked i sølen -
Og følgelig, ven, kan jeg gå som jeg kom?
Nej, følgelig, ven, skal du smeltes om.
Hvad er det for kneb I har fundet på
herhjemme, mens jeg i utlandet lå?
Skikken er gammel, som Slangens skabelse,
og beregnet på at hindre verdifortabelse.
Du kender jo håndværket, - ved vel, at tidt
kan en støbning arte sig, rent ud sagt skidt;
stundom blir knapperne hæmpeløse.
Hvad gjorde du så?
Jeg slang skrabet væk.
Ja vel; Jon Gynt havde ord for at sløse,
så længe han åtte i skæppe og sæk.
Men, Mester, der du, er sparsom, han;
og derfor blir han en holden mand.
Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,
hvad der som råstoff kan blive brugeligt.
Du var nu ætlet til en blinkende knap
på verdensvesten; men hæmpen glap;
og derfor skal du i vraggods-kassen,
for, som det heder, at gå over i massen.
Du mener da vel aldri, at få mig gydt,
sammen med Peer og Pål, til noget nyt?
Jo, så min sæl mener jeg så.
Det har vi gjort med ikke så få.
På Kongsberg gør de det samme med penge,
hvis præg er slidt ved at rulle for længe.
Men dette er jo liderligt gnieri!
Kære min ven, lad mig slippe fri;-
en hæmpeløs knap, en blankslidt skilling,-
hvad er det for en mand i din Mesters stilling?
Å, såsom og eftersom ånden er i en,
så har en jo altid metalværdien.
Nej, siger jeg! Nej! Med tænder og klør
gør jeg motstand mod dette! Alt andet før!
Men hvilket andet? Vær dog fornuftig.
For himlen er du ikke tilstrækkelig luftig -
Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke så højt;-
men af selvet slipper jeg ikke en døjt.
Lad mig dømmes på gammeldags vis efter loven!
Sæt mig en tidlang hos ham med hoven;-
et hundre år, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi pinen er jo dog kun moralsk,
og altså vel ikke så pyramidalsk.
Det er en overgang, som skrevet står,
og som ræven sagde; - man venter; der slår
en forløsningens stund; man træder tilbage,
og håber imidlertid på bedre dage.-
Men dette andet,- at skulle gå op
som et fnug i en uvedkommendes krop,-
dette støbeske-væsen, dette gyntske ophør,-
det sætter min inderste sjæl i oprør!
Men, kære Peer, det trænges dog ej
for småting at tage så volsomt på vej.
Dig selv har du aldri været før;-
hvad skiller det så, om tilgavns du dør?
Har jeg ikke vært-? Jeg må næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
Nej, knappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i nyrenrne inde,
så vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.
Det er ikke muligt. Her har jeg mine ordre.
Se, her står skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit livs bestemmele trods.
I støbeskeen med ham som mislykket gods.
Hvilket vås! Der må menes en anden person.
Står der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?
Dem har jeg smeltet for længe siden.
Kom så med det gode, og spild ikke tiden!
Nej, om jeg gør! Jo, det var pent,
om det viste sig imorgen at en anden var ment.
Du får tage dig ivare, min gode mand!
Husk på det ansvar, som følge kan-
Jeg har skriftligt for mig -
Men und mig dog frist!
Hvad skal du med den?
Jeg vil få bevist,
at jeg var mig selv gennem hele livet,
og derom er det jo dog vi har kivet.
Bevist? Med hvad?
Med vidner og attester.
Jeg er såre ræd, de blir vraget af Mester.
Umuligt! Forøvrigt, den tid, den sorg!
Kære mand, lad mig låne mig selv på borg;
jeg er snart her igen. Kun engang man fødes;
og sig selv, som man skabtes, holder man på.
Ja; er vi enige?
Nå da, lad gå.
Men husk, ved næste korsvej vi mødes.
(PEER GYNT løber.)
PGNO
