AKT 5
SCENE TI
(Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter højdedraget.)
Den tør være nyttig til mange ting,
sa'e Esben, han tog op en skæreving.
Hvem kunde tænkt, at ens syndegæld
skulde fri en af klemmen den sidste kveld?
Nå, sagen blir riktignok lige fuldt kilden;
for det bærer igrunden fra asken i ilden; -
men der er jo et ord, som har hævdens dåb, -
der siges: så længe der er liv, er der håb.
(En mager person i højt opkiltret prestekjole og med et fuglefængernet over skulderen løber langsefter bakken.)
Hvem der? En prest med fuglegarn!
Hej, hop! Jeg er lykkens kælebarn!
God aften, herr pastor! Stien er fæl -
Ja visst; men hvad gør man ikke for en sjæl?
Aha; der er en som skal til himle?
Nej;
jeg håber, han er på en anden vej.
Herr pastor, får jeg slå følge et stykke?
Ret gerne; selskab er efter mit tykke.
Jeg har noget på hjerte -
Heraus! Læg an!
De ser her for Dem en skikkelig mand.
Statens lov har jeg redeligt holdt;
har aldri siddet i jern og bolt; -
dog stundom taber man fodefæste
og snubler -
Ak ja; det hænder de bedste.
Se, disse småting -
Kun småting?
Ja;
synder en gros har jeg holdt mig ifra.
Ja, kære mand, lad mig så i ro;
jeg er ikke den, De synes at tro. -
De ser på mine fingre? Hvad finder De ved dem?
Et mærkeligt udviklet neglesystem.
Og nu da? De skotter mod foden ned?
(peger).
Er den hoven naturlig?
Det smigrer jeg mig med.
(letter på hatten).
Jeg skulde svoret på, De var en prest;
og så har jeg den ære -. Nå, bedst er bedst; -
står salsdøren åben,-sky køkkenvejen;
kan du træffe kongen,-gå udenom lakejen.
Et håndtryk! De synes mig fordomsfri.
Nå, kære; hvad kan jeg så tjene Dem i?
Ja, De må ikke bede om magt eller penge.
Sligt kan jeg ikke skaffe, om De vilde mig hænge.
De kan ikke tro, hvilken flauhed i forretningen; -
det er gået så rent tilagters med omsætningen;
ingen tilgang på sjæle; kun i ny og næ
en enkelt -
Har slægten så merkeligt forbedret sig?
Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; -
de fleste kommer i støbeske.
Nå ja, - den ske har jeg hørt lidt om;
det var egentlig i den anleding, jeg kom.
Tal frit!
Hvis der ikke var ubeskedent,
så ønsked jeg gerne -
Et tilholdsted? Hvad?
De har gættet min bøn forinden jeg bad.
Bedriften går jo, som De siger, vredebt;
og kanske De derfor ikke taer det så nøje -
Men, kære -
Mine fordringer er ikke høje.
Nogen løn er egentlig ingen nødvendighed;
kun en venlig omgang efter sted og omstændighed. -
Varmt værelse?
Ikke for varmt; - og helst
adgang til at gå på igen frank og frelst,-
ret til, som man siger, at træde tilbage,
når der byder sig en lejlighed til bedre dage.
Min kære ven, det gør mig sandelig ondt;
men De kan ikke tro, hvilken mængde suplikker
af lignende indhold mig godtfolk skikker,
når de skal bort fra sin jordiske dont.
Men når jeg betænker min forrige vandel,
så er jeg en adgangsberettiget mand -
Det var jo kun småting -
I en viss forstand;-
dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev negerhandel -
Der er dem, som drev handel med viljer og sind,
men gjorde det våset, og slap altså ikke ind.
Jeg har skibet nogle Bramafigurer til Kina.
Atter bedemandsstil! SLigt gør vi kun grin af.
Der er folk, som skiber ud fælere figurer
i prækener, i kunster og literaturer, -
de må dog stå udenfor -
Ja, men ved
De hvad, - jeg har gået og spillet profet!
I udlandet? Humbug! De fleste seen
ins blaue slutter i støbeskeen.
Har De ikke andet at støtte Dem til,
så kan jeg ikke huse Dem, så gerne jeg vil.
Jo, hør nu; i havsnød, - jeg sad på et hvæl,-
og der står jo: den druknende griber efter sivet,-
endvidere står der: man er nærmest sig selv,-
og så skilte jeg halvvejs en kok ved livet.
Jeg var tilfreds, De en kokkepige
havde halvvejs skilt ved noget andet tillige.
Hvad er dette her for en halvvejs-snak,
med respekt at sige? Hvem mener De, gider
ødsle det dyre brændsel, i tider
som disse, på sådant stemningsløst rak?
Ja, bliv ikke vred; Deres synder gjaldt skosen;
og undskyld, at jeg taler så rent ud af posen. -
Hør, læreste ven, slå ud den tand;
og gør Dem med støbeske-tanken fortrolig.
Hvad vandt De, om jeg skaffed Hem kost og bolig?
Tænk efter; De er en fornuftig mand.
Ja. mindet beholdt De; den sats er sand;-
men udsigten over erindringens land
blev, både for hjerte og for forstand,
hvad svensken kalder "bra lite rolig".
De har intete hverken til at hyle eller smile over;
intet til at juble eller fortvile over;
intet, som kan gøre Dem kold eller hed;
bare sådant noget til at ærgre Dem med.
Der står skrevet: det er ikke grejdt at forstå
hvor skoen trykker, når en ikke har den på.
Det er sandt; jeg har, - den og den være lov, -
kun for en umage støvle behov.
Men det var heldigt, jeg nævnte støvler;
det minder mig om, at jeg må afsted;-
jeg skal hente en steg, som jeg håber blir fed;
det er nok ikke værd, jeg står her og vrøvler-
Og trude man spørge, hvad synde-foer
har mæsket den karl?
Så vidt jeg tror
har han været sig selv om natten som om dagen;
og det er igrunden dog hovedsagen.
Sig selv? Sogner det slags folk under Dem?
Som det falder sig; porten står ialfald på klem.
Husk på, man kan være på to slags vis
sig selv; være vrangen eller retten af kjolen.
De ved, man har nylig fundet på i Paris
at gøre portræter vad hjælp af solen.
Enten kan man direkte billeder give,
eller også de såkaldte negative.
De sidste får omvendt lys og skygge,
og synes for almindelig øjne stygge;
men ligheden hviler dog også i dem,
og det gælder ikke andet, end at få den frem.
Har nu en sjæl sig fotograferet
i sit levnets førsel ad negativ vej,
så blir ikke pladen derfor kasseret,-
man skikker den ganske simpelt til mig.
Jeg taet den da for mig til fortsat behandling;
og ved passende midler sker en forvandling.
Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser,
med svovel og med lignende ingredienser,
til billedet kommer, som pladen skulde give,-
nemlig det, der kaldes det positive.
Men har man, som De, visket halvt sig ud,-
så nytter hverken svovel eller kali-lud.
Altså, til Dem må man komme som en ravn,
for at gå som en rype? Tør jeg spørge, hvad navn
står der under det negative kontrafej,
som De nu skal føre over på positiv vej?
Der strår Peter Gynt.
Peter Gynt! Ja så?
Er herr Gynt sig selv?
Ja, det bander han på.
Nå, troværdig er han, den samme herr Peter.
De kender han kanske?
Å-ja, som det heder;-
man kender så mange.
Min tid er knap;
hvor så De ham sidst?
Det var nede på Kap.
Di Buona speranza?
Ja, men derfra sejler
han nok med det første, hvis ikke jeg fejler.
Så må jeg derned på stående fod.
Gid jeg nu bare betids ham fanger!
Det Kapland, det Kapland var mig altid imod;-
der findes nogle slemme missionærer fra Stavanger.
(han farer sydover)
Den dumme hund! Der sætter han på sprang
med tungen af halsen. Jo, næsen blir lang.
Det var mig en fryd at narre det asen.
Slig karl gør seg kostbar og spiller basen!
Han har rigtig noget at gøre sig bred af!
Håndtværket skal han nok ikke bli fed af;-
snart ryger han af pinden med hele stasen.-
Hm, jeg sidder heller ikke fast i sadelen;
jeg er udstødt, kan man sige, af selvejer-adelen.
(et stjerneskud skimtes; han nikker efter det)
Hils fra Peer Gynt, broer stjernerap!
Lyse, slukne og forgå i et gab --
(griber sig sammen som i angst og går dybere ind i tågerne, stilt en stund, da skriger han:)
Er der ingen, ingen u hele vrimlen-,
ingebn i afgrunden, ingen i himlen-!
(kommer frem længere nede, kaster sin hat på vejen og river sig i håret. Efterhånden falder der stilhed over ham.)
Så usigelig fattig kan en sjæl da gå
tilbage til intet i det tågede grå.
Du dejlige jord, vær ikke vred,
at jeg tramped dit græs til ingen nytte
Du dejlige sol, du har sløset med
dine lysende stænk i en folketom hytte.
Der sad ingen derinde at varme og stemme;-
ejeren, siger de, var aldri hjemme.
Dejlige sol og dejlige jord,
I var dumme, at I bar og lyste for min moer.
Ånden er karrig og naturen ødsel.
Det er dyrbart at bøde med livet for sin fødsel.-
Jeg vil opad, højt, på den bratteste tinde;
jeg vil endu en gang se solen rinde,
stirre mig træt på det lovede land,
se at få snedyngen over mig kavet;
de kan skrive derover: "her er Ingen begravet;"
og bagefter, - siden -! Lad det gå, som det kan.
(synger på skogstien).
Velsignede morgen
da Gudsrigets tunger
traf jorden som flammende stål!
Fra jorden mod borgen
nu arvingen sjunger
på Gudrigets tungemål.
(kryber sammen i skræk)
Aldri se dig! Der er ørk og øde.-
Jeg er ræd, jeg var død længe førend jeg døde.
(vil liste ind mellem buskerne, men støder på korsvejen)
God morgen, Peer Gynt! Hvor er synderegisteret?
Mener du ikke, jeg har hujet og plistret
alt hvad jeg årked?
Og du ingen traf?
Ingen uden en rejsende fotograf.
Ja, fristen er ude.
Alting er ude.
Uglen lugter lunten. Kan du høre den tude?
Det er ottesangs-klokken -
(peger).
Hvad er det, som skinner?
Bare lys i en stue.
Hvad er det for sus -?
Vare sang af en kvinde.
Ja, der -der finder
jeg synderegisteret.
(griber i ham).
Beskik dit hus!
(de er kommet ud af holtet og står ved hytten. Daggry.)
Beskikke mit hus? Der er det! Gå!
Pak dig! Var skeen så stor som en kiste,-
du kan tro, den rummed ikke mig og min liste!
Til tredje korsvejen, Peer; men så!
(nærmere mod huset).
Atter og fram, det er lige langt.
Ud og ind, det er lige trangt.
(Standser)
Nej! - Som en vild uendelig klage
er det at gå ind, gå hjem og tilbage.
(går nogle skridt; men standser igen)
Udenom, sa'e bøjgen!
(hører sand i stuen)
Nej; denne gang
Tvers igennem, var vejen aldri så trang!
(han løber mod huset; i det samme kommer Solvejg) ud i døren, kirkeklædt og med salmebog i klædet; en stav i hånden. Hun står rank og mild.)
(kaster sig ned på dørstokken)
Har du dom for en synder, så tal den ud!
Der er han! Der er han! Lovet være Gud
(famler efter ham)
Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt!
Intet har du syndet, min eneste gut!
(famler igjen og finder ham.)
(bag huset).
Registeret, Peer Gynt?
Skrig ud min brøde!
(sætter sig hos ham).
Livet har du gjort mig til en dejlig sang.
Velsignet være du, at du kom engang!
Velsignet, velsignet vort pinsemorgens-møde!
Så er jeg fortabt!
Der er en, som råder.
(laughs).
Nævn dem.
Nævn dem? Hejsan! Ja visst!
Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst?
Været?
Med bestemmelsens mærke på sin pande;
været, som han sprang i Guds tanke frem!
Kan du sige mig det? Hvis ikke må jeg hjem,-
gå under i de tågede lande.
(smiler)
O, den gåden er let.
Så sig, hvad du ved!
Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande?
Hvor var jeg, med Guds stempel på min pande?
(smiler)
I min tro, i mit håb og i min kærlighed.
(studser tilbage).
Hvad siger du -? Ti! Det er gøglende ord.
Til gutten derinde er selv du moer!
Det er jeg, da; men hvem er hans fader?
Det er han, som for moderens bøn forlader.
(et skær af lys går over ham, han skriger)
Min moder; min hustru, uskyldig kvinde !-
O, gem mig, gem mig derinde!
(han klynger sig fast og skuler ansigtet i hendes skød. Langs stilhed. Solen rinder.)
(synger sagte).
Sov du, dyreste gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge.-
Gutten har siddet på sin moders fang.
De to har leget hele livsdagen land.
Gutten har hvilet ved sin moders bryst
hele livsdagen land. Gud signe, min lyst!
Gutten har ligget til mit hjerte tæt
hele livsdagen land. Nu er han så træt.
Sov du, dyreste gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge!
(bag huset).
Vi træffes på sidste korsvejen, Peer
og så får vi se, om -; jeg sier ikke mer.
(synger højere i dagglansen).
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge;-
sov og drøm du, gutten min!
PGNO
